Kørestævner
Vendsyssel Køreforening arrangerer to slags kørestævner; nemlig klubstævner og landsstævner.
Klubstævner vil oftest vare én dag, hvor ekvipagerne kører de tre discipliner i samme forspænding. Eftersom det er træning og læring kan en nybegynder få en mere erfaren kusk med på bukken, således at der er mulighed for at få undervisning, mens man kører. Samtidig kan man få gode råde om heste, seletøj, forspænding og vognene.

Klubstævne
Til et landsstævne vil kuske fra andre køreforeninger kunne deltage. De vil oftest have en varighed på to dage, hvor der dystes i de tre discipliner. Til disse stævner vil der være tilknyttet uddannede dommere og dyrlæge. De sikrer at reglementet og dyrevelfærden overholdes. Desuden er disse stævner kvalifikationsgivende i fht. deltagelse i Danmarksmesterskaberne, som afholdes hver 2. år i lige år.
Der køres efter de aktuelle FEI reglementer som er internationale regler og anvisninger for stævneledelsen.



De tre discipliner, der konkurreres i er:
Dressur Maraton Forhindringskørsel


HJÆLPERE: Hvis man er interesseret i hestevognskørsel, men måske ikke er kommet i gang, så er det en god start at melde sig som hjælper til et stævne. Ingen bliver sat til en opgave uden man er instrueret heri, og man vil oftest være sammen med en mere øvet hjælper. Står man så overfor at skulle i gang med kørslen, er det også en god idé, at trække på de mere erfarne kuske i foreningen. Det er vigtigt, at sikkerheden er i top, når man slipper hestekræfterne løs foran en vogn. Det gælder både hesten / ponyen, seletøjet, forspændingen og vognens stand. Uanset hvad spørgsmålene gælder eller om det er vedrørende at tilbyde sin hjælp, så er man altid velkommen til at kontakte en fra Stævneudvalget eller bestyrelsen.Vendsyssel Køreforening er kendt for at kunne have det hyggeligt, når man er sammen til arrangementer.




MARATON: Kan sammenlignes med at køre rally, cross eller orienteringsløb i bil. Den hestevogn som bruges er en forholdsvis lille vogn, ca. 1,25 m bred, ca. 2 m lang og med en vægt på ca. 350-400 kg. Vognen har et lavt tyngdepunkt og er utrolig manøvredygtig i de skarpe sving. Maratonen er delt op i etaper, som skal køres på bestemte tider, med strafpoint hvis man kører for hurtigt eller for langsomt. I den sidste etape er der lavet op til otte forhindringer, som skal køres igennem på tid (en form for agilitybane for hest). Det er normalt her publikum står, da der her også kan være en vandgrav (som i Hubertusjagten).

Forhindringskørsel:
Nu da den fysiske del er overstået, skal det vises at hesten ikke er overanstrengt og har muskulaturen fyldt med mælkesyre. Der skal gennemkøres en bane med ca. 20 porte. Portene består af to kegler med bolde på toppen. Afstanden mellem keglerne er 20 cm mere end vognbredden. Det giver kun ti cm luft på hver side af vognen. Dette kræver at kusken har styr på nerverne og friske, styrbare heste for at kunne gennemkøre banen på tid og uden strafpoint. Her er det som i cykelsportens enkeltstart: Man starter i rækkefølge efter placering med de bedste til sidst.

For alle disciplinerne gælder det om at få færrest mulige strafpoint, og der kåres vindere i forskellige klasser; fra en-spand hest /pony til fire-spand-heste/ponyer. Det bemærkes også, hvis en kusk udviser god horsemansship.
Vendsyssel Køreforening
Lav din egen hjemmeside med mono.net